Hawaii

Casper Steinfath tog VM-bronze på danskerdagen i Vorupør

I den hårdeste finale nogensinde til et VM i Stand Up Padle endte den lokale helt fra Klitmøller, Casper Steinfath, på bronzepladsen foran 3.000 mennesker på stranden i Vorupør i surf-disciplinen SUP Technical Race. 

Fra højre: Casper Steinfath: Bronze, Connor Baxter (Hawaii): Sølv og Mo Freitas (Hawaii): Guld. Foto: ISA / Ben Reed. 

Fra højre: Casper Steinfath: Bronze, Connor Baxter (Hawaii): Sølv og Mo Freitas (Hawaii): Guld. Foto: ISA / Ben Reed. 

Midt i Cold Hawaii blev han slået af to surfere fra det varme Hawaii. Løbet var så tæt, at der skulle målfoto til, før Mo Freitas fra Hawaii kunne kåres som ny verdensmester foran Connor Baxter ligeledes fra Hawaii. 

Han havde drømt om endnu en guldmedalje på hjemmebanen i Cold Hawaii, oven i den han vandt på 200 meter sprint i København i sidste weekend. Men at det endte med bronze kunne ikke ødelægge den 24-årige SUP-surfers humør.

- Vi leverede det vildeste show. Jeg er helt rørt over den stemning, der var, og stolt over at hive en bronzemedalje hjem til Danmark, siger Casper Steinfath.

Det begyndte ellers efter planen for Casper Steinfath. Han kom bedst ud af den altafgørende start og rundede den første bøje som den første surfer. Han førte hele 1. runde og blev mødt af en øredøvende larm på den første løbetur på stranden, inden han kastede sig i ud bølgerne til 2. runde. Det var som om, at hver eneste familie Thy var taget til Vorupør.

I resten af løbet lå førerfeltet som perler på en snor med Connor Baxter fra Hawaii forrest og Casper Steinfath lige efter. Afgørelsen faldt på de sidste 200 meter, da den senere vinder Mo Freitas fangede en bølge og gled fra tredjepladsen forbi Steinfath og Baxter.

- Det var en vild finale i det højeste tempo, jeg har prøvet. Alle drengene lagde hårdt ud. Jeg havde fokus på at få en god start. Det fik jeg, men specielt på sidste runde var tempoet højt. Jeg gik glip af bølge til sidst, og havde ikke de kræfter, der skulle til, siger Casper Steinfath.

For et år siden, da Casper Steinfath vandet guldet, var situationen modsat. Da var det Casper Steinfath, der fangede en bølge og gled fra en fjerdeplads til en førsteplads. 

Casper Steinfath lukkede en fantastisk danskerdag i Vorupør, der begyndte med en overraskende bronzemedalje til Katrine Zinck i paddelboard. To bronzemedaljer på én dag på hjemmebanen i Cold Hawaii foran 3.000 mennesker er mere end landstræner Niels Lønborg har drømt op.

- Det er flot, at Danmark som et lille land kan hamle op med de store surfnationer som Hawaii og Australien. Jeg er en meget imponeret landstræner, siger Niels Lønborg.

Copencold Hawaii, som VM i Stand Up Padle og Paddleboard kaldes, bliver afviklet af Friends of Cold Hawaii i tæt samarbejde med Dansk Surf og Rafting Forbund, Copenhagen Watersports, Sport Event Denmark og Wonderful Copenhagen.

Copencold Hawaii bliver det største VM i SUP nogensinde

300 surfere fra 40 lande har tilmeldt sig til VM i Stand Up Paddle og Paddleboard i Cold Hawaii i Thy og København.

Tredobbelt verdensmester i SUP Technical Race, Casper Steinfath, træner i Vorupør, Cold Hawaii, og udtaler: "Jeg er mega stolt over, at vi kan trække så mange SUP-surfere til Danmark, så vores VM bliver det største nogensinde." 

Tredobbelt verdensmester i SUP Technical Race, Casper Steinfath, træner i Vorupør, Cold Hawaii, og udtaler: "Jeg er mega stolt over, at vi kan trække så mange SUP-surfere til Danmark, så vores VM bliver det største nogensinde." 

Det bliver en international bølge af de helt store, der skyller ind over først København og siden Vorupør i Thy, når verdensmesterskaberne i Stand Up Paddle og Paddleboard begynder fredag eftermiddag i Københavns Havn.

For med omkring 300 deltagere fra tæt på 40 lande bliver VM i Stand Up Paddle og Paddleboard det største nogensinde. Australien, Argentina, Frankrig, Danmark og naturligvis Hawaii, hvor SUP-kulturen stammer fra, stiller med de største hold på 11-14 deltagere. I den anden ende af skalaen ligger lande som El Salvador og Ungarn med blot en eller to deltagere.  Det danske hold består af 11 surfere med Casper Steinfath som den helt store guld-favorit.

Friends of Cold Hawaii har i tæt samarbejde med Dansk Surf & Rafting Forbund, Wonderful Copenhagen, Sport Event Denmark og Copenhagen Watersports kæmpet hårdt for at lokke hele verden til Thy og København. Det er lykkedes.

- Jeg er mega stolt over, at vi kan trække så mange SUP-surfere til Danmark, så vores VM bliver det største nogensinde. Det glæder mig, at mange nye lande som fx Marokko er med til VM for første gang, siger Jakob Færch, formand for Dansk Surf & Rafting Forbund og arrangementschef for Copencold Hawaii. 

Mesterskaberne hedder Copencold Hawaii med henvisning til de to steder, hvor konkurrencerne finder sted: I Copenhagen og Cold Hawaii i Thy.

Årsagen til rekorden er især, at VM for første gang ligger i Europa. Det har fået mange europæiske lande til at være med i år, da rejseomkostningerne er mindre end normalt. Dertil kommer, at sporten vokser år for år, så mesterskaberne er også blevet større hvert år siden det første VM blev afviklet i 2012. Der deltog 26 nationer sidste år, da mesterskaberne blev afviklet på Fiji.

Forskellen mellem Fiji og Danmark bliver til at mærke for de 300 deltagere: Sproget, maden, den danske hygge – og det køligere og blæsende efterårsvejr.

Især vejret gør, at det bliver et anderledes VM, understreger Casper Steinfath, der er tredobbelt verdensmester i disciplinen technical race. Mesterskaberne plejer at blive afviklet i tropisk klima på Fiji eller Mexico, hvor de surfer i shorts og t-shirt. I Vorupør er surfhabitten en våddragt.

- Jeg glæder mig til at se alle drengene fra Hawaii, der kommer herop og fryser i deres shorts. Det er en fordel for os danskere, der er vant til at kulden og de vilde vejrforhold, siger Casper Steinfath.

VM tyvstarter allerede fredag morgen med breddearrangementet Copenhagen SUP Crossing, hvor Nordea-fondens støtte sikrer, at alle kan få lov til at prøve kræfter med VM-ruten i long distance. Samtidig åbner Smag Thy-teltet ved Nyhavn, hvor en stribe Thy-virksomheder præsenterer Thy. Casper Steinfath skal i ilden første gang søndag morgen, når han skal forsvare sin uofficielle guldmedalje i 200 meter sprint. Det sker foran Operaen, inden hele karavanen til Thy søndag aften.

For mere information - besøg: